Mammutmarch 2026: Sådan træner du op til 100 kilometers ekstremvandring

14. december 2025 · af · 9 min. læsetid

Hvad er Mammutmarch 2026?

Mammutmarch er den ultimative vandreudfordring: 100 kilometer på 24 timer, kun dig, dine fødder og din vilje. 

Selvom længden på en Mammutmarch kan virke uoverskuelig, er der masser af vandreglade entusiaster, der hvert år tager udfordringen op.

Mammutmarch 2026 bringer dig rundt i den skønne nordsjællandske natur. Det er både en fysisk og mental test, hvor kroppen skriger “stop”, men hovedet lærer at sige “videre”.

Udfordringen: 100 km på ét døgn

En gåtur på 100 kilometer lyder simpelt, fordi det i sig selv ikke er hårdt at gå. Men en Mammutmarch er en hård test, som langsomt slider på dine muskler, led og psyke. 

Når du efter 50 kilometer går i mørke midt om natten med ømme fødder og trætte ben, kan det føles uoverskueligt, og alle skridt bliver en kamp.

Flere begynder at gå for hurtigt, glemmer at spise eller at skifte strømper og beskytte sig mod vabler. Det kan koste dig dyrt senere på ruten, og i sidste ende være årsagen til, at du ikke gennemfører.

Men heldigvis kan du med god forberedelse, træningsture og de rigtige vandresko sørge for, at du forbedrer dine chancer for at gennemføre. Du kan finde dine næste vandrestøvler her.

Så lad os komme i gang med at optimere dine chancer for at krydse målstregen i 2026.

Sådan træner du op til Mammutmarch 2026

Grundlæggende er der tre ting, du skal forberede for at stå bedst muligt til at gennemføre din Mammutmarch: Din træning, dit udstyr og din mentalitet.

Vi gennemgår det hele herunder.

Opbyg din grundform

Det er vigtigt, at du starter med træningen tidligt. Afhængig af dit udgangspunkt vil det være en fordel at starte med at træne op til Mammutmarch 2026 omkring et halvt år før. Din krop elsker langsom progression, og derfor er det vigtigt, at du langsomt vænner den til belastningen.

Når du begynder at træne op, skal du starte med at gå ofte og kort. Gå gerne 3-5 kilometer fire eller fem gange om ugen. Når din krop er komfortabel med det, kan du begynde at øge distancen til cirka 10 kilometer tre gange om ugen. Det er vigtigt, at dine muskler og sener vænner sig til belastningen.

Dine fødder, lægge og ryg er dine vigtigste redskaber, så giv dem styrketræning og kærlighed. 

En god huskeregel er, at når du begynder at kunne gå mere end 10 km, kan du uge for uge øge distancen med 10%.

Derudover kan du gøre dig selv den tjeneste at træne op i smukke omgivelser. Det gør hele træningen meget sjovere.

Længere ture og weekendtræning

For at teste din krop skal du gå længere ture, når du har tid og form til det. Det betyder ikke, at du skal gå 100 kilometer flere gange inden din Mammutmarch. Vi anbefaler dog, at du prøver at vandre en tur på over 50 km for at se, hvordan din krop har det

Byg distancen langsomt op, så de lange ture bliver naturlige og gå realistiske og lidt længere testture, hvor du vænner kroppen til belastning over længere tid. 

På de lange ture kan du også bære den rygsæk, som du skal have med til din Mammutmarch. Det er også her, hvor du har mulighed for at indlægge pauser, finde ud af, hvilke snacks du præsterer bedst på og få erfaring med, hvordan både hoved og fødder har det.

Tænk på, at dine sko, strømper og rygsæk er dit 3-mands-team – lær dem at kende. Det er vigtigt at vælge de rigtige sko og ikke mindst at gå dem til. Derfor skal du købe dine sko i god tid, så du vænner dine fødder til dem. 

Derudover kan det være en god idé med ekstra sko på turen, hvis dine fødder får brug for noget variation. Det er forskelligt, om folk skifter sko i løbet af deres Mammutmarch. 

Du må heller ikke undervurdere vigtigheden af dine sokker. Find et par, der er gode at gå i og tag et ekstra par med på turen. Der må ikke være friktion mellem skoene og sokkerne, for så får du vabler. 

Kombiner vandringen med andre træningsformer

Du øger din chance for at gennemføre din Mammutmarch i 2026, hvis du har stærke ben.

Selvom Mammutmarchen ikke er så kuperet, kan det være en fordel at træne i bakker – både op og ned. Nedstigningerne gavner overlårene, mens stigningerne gavner baglår og lægge.

Selvom den bedste træning er at vandre, kan du også supplere træningen med cykling og coretræning, så kroppen får flere gear at skifte mellem.

Mentale forberedelser: Du skal have dit hoved med på tur

Det er forskelligt, om man først bliver udfordret på fysikken eller mentaliteten. Men én ting er sikkert: Du skal nok blive udfordret. 

En af fordelene ved at gå lange træningsture er, at du lærer dig selv og din psyke bedre at kende. Hvornår får du lyst til at give op? Hvor lange skal dine pauser være? Og hvad kan hive dig op igen?

Det er også derfor, at vi anbefaler, at du går en tur om natten i mørket. Det kan være demotiverende og koldt, men under Mammutmarchen er 6-7 timerne i mørke og i lavere temperatur. Derfor er det godt at have erfaring med.

Du skal bruge dine lange træningsture på at finde ud af, hvor du er skrøbelig mentalt, og hvordan du bedst kommer videre.

Udstyr og forberedelse til træning til Mammutmarch 2026

Dit udstyr er din allierede, når du skal gå din Mammutmarch, og dine træningsture er din mulighed for at teste rygsæk, sko, drikkesystem, vandrebukser og pandelampe. 

Hvis du er i tvivl om, hvad du skal have med, kan du finde vores pakkeliste til Mammutmarch her.

Derudover har vi anmeldt to rygsække, som vi selv har gået Mammutmarch med. Find artiklerne her i vores blogunivers.

Din rygsæk og dine sko er altafgørende. Det er alfa og omega, at du går i nogle ordentlige sko, som du har gået til og ikke giver dig vabler.

Har du ikke ordentlige sko, går dine fødder fra at være dine bedste venner til dine værste fjender. Det er individuelt, om du har brug for at have flere sko med på din tur. Brug træningen til at finde ud af, om det er en nødvendighed for dig.

Rygsækken fungerer som dit forrådskammer og klædeskab på turen. En let rygsæk med et smart drikkesystem gør din vandretur lettere, så du slipper for at stoppe op og finde vandflasken frem, hver gang du bliver tørstig.

Det er som regel varmt i august, men det bliver koldt om natten, så du skal huske varmt tøj, så du ikke begynder at fryse i de mørke timer. Bliver du først kold, er det sværere at holde kroppen i gang. Samtidig er det smart at medbringe ekstra sokker og t-shirts, så du kan skifte til tørt tøj i de varme timer.

Nogle går også med vandrestave, men ruten er overvejende flad, så det er ikke noget, vi selv har erfaring med.

Føler du dig bedre tilpas med at vandre med stave, skal du endelig gøre det. Det handler om at være så komfortabel som muligt, når du begiver dig ud på din lange vandring.

Restitution og skadesforebyggelse

Det er vigtigt at få trænet, men det er mindst lige så vigtigt at give kroppen ro til at restituere efter dine træningsdage. Du risikerer at blive skadet, hvis du træner for hårdt og for meget, uden at give kroppen den nødvendige tid til at komme sig.

Sørg for at strække ud og få løsnet op i musklerne. Vær opmærksom på de gener, som du eventuelt måtte få under eller efter en lang træningstur, så du ved, hvad du skal forebygge. Det kan være eksempelvis være vabler, knæømhed eller skinnebensirritation

Ernæring og væske under træningen

Det kræver meget energi at gennemføre en Mammutmarch, så glem alt om din kalorieforskrækkelse. 

Du kommer til at forbrænde ekstremt mange kalorier, og derfor er det vitalt, at du også hele tiden indtager både mad og drikke.

Spis, før du er sulten, drik, før du er tørstig. Kroppen halter altid bagefter. 

Spis gels og barer, som du ved virker og medbring elektrolytter til dit vand. Sukkerholdige snacks gør bestemt heller ikke noget. Det handler om, at det, du indtager, skal give energi til kroppen så hurtigt som muligt.

Elektrolytter og snacks er dit brændstof – uden dem går lyset ud. Hvis lyset først er gået ud, er det umuligt at få tændt det igen. Du skal derfor huske at have snacks med i din rygsæk.

Husk også noget nærende mad. Det kan være sandwich, pastasalat eller bare noget, du godt kan lide. 

Ude på ruten finder du alt fra syltede agurker til toast med Nutella – der er med andre ord ingen regler for, hvad du må indtage. Bare det giver mening for dig.

Sidste forberedelser inden Mammutmarch 2026

Når du har trænet op til Mammutmarch, kan du trappe ned i din træning cirka 2–3 uger før marchen. 

Nu skal du bygge overskud, ikke muskler. Hvis du har trænet rigtigt, er kroppen klar, og derfor handler det om at være frisk til turen. Få ro i hovedet og i kroppen dagene op til – og undgå en panikpakning natten før.

Sørg for at få en stor, kalorieholdig aftensmad dagen før – gerne noget med masser af kulhydrater. Ris eller pasta er altid godt.

Når du står klar til at starte din Mammutmarch i 2026, så husk din positive indstilling, og at du er godt forberedt. 

Uanset, hvor meget du har trænet, så kommer du til at opleve modgang undervejs. Find dit eget tempo og husk at nyde turen og udsigten på den smukke rute.

Rigtig god tur!

Del artiklen: Facebook X LinkedIn Mail
Simon
Simon har et aktivt udendørsliv, der blandt andet har givet stor erfaring med vandreruter i udlandet, overnatning og hiking. Han har også erfaring med at gå mammutmarch og planlægger at gå flere af de mange caminoruter i nærmeste fremtid.
Se alle indlæg fra forfatteren

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *