Pakkeliste til Mammutmarch: Det skal du huske på dine 100 km
At gå en Mammutmarch er en fantastisk oplevelse, og hvis du godt kan lide at vandre, bør du ikke snyde dig selv for oplevelsen af at gå 100 km og den fantastiske følelse af at nå i mål både træt, udmattet og stolt.
For at din Mammutmarch bliver så sjov og mindeværdig som muligt, skal du have det rigtige udstyr med – lige fra rygsæk til regnslag.
Derfor har vi lavet en grundig pakkeliste, så du kommer sikkert igennem både mørke, regnvejr og ømme stænger.
Less is more – men gå ikke ned på snacks
Det er en kunst at skulle pakke til en 24 timers vandretur på 100 kilometer.
Det er nemlig vigtigt ikke at pakke for tungt, så vandreturen bliver unødigt hård. Omvendt må du heller ikke gå ned på udstyr. Det er træls at gå sukkerkold med 10 kilometer til nærmeste forplejningszone, fordi du fravalgte en pakke chokoladekiks for at spare vægt i rygsækken.
Lad en stor backpackerrygsæk, sovepose og tre sæt tøj blive hjemme, men spar ikke på snacks, der ikke fylder. De giver dig både et mentalt og fysisk boost.

Det skal du medbringe på din Mammutmarch
Herunder finder du vores liste til, hvad du skal medbringe på en Mammutmarch. Listen kan bruges som inspiration, og måske har du selv præferencer i forhold til, hvad du har brug for.
Og husk – erfaring giver dig de fleste svar.
-
Gode vandre- eller løbesko
Et par gode sko, som du har gået til flere gange inden din Mammutmarch er alfa og omega. Det kan både være løbe- eller vandresko. Da ruten ikke er kuperet, anbefaler vi ikke vandrestøvler. De er tunge, og du har ikke brug for støtten omkring dine ankler.
Nogle vælger også at tage et ekstra par sko med, da det kan være ubehageligt at gå i de samme sko i 100 kilometer. Hos hikinglife.dk har vi gået Mammutmarch i både et og flere par sko.
-
Rygsæk
En let vandrerygsæk med god plads, som sidder godt på ryggen Det er en fordel, at rygsækken kan spændes ved både bryst og hofte, da det fjerner noget af byrden fra ryggen og giver en bedre vægtfordeling. Vi anbefaler en rygsæk på omkring 20 liter.
Du kan få inspiration til dit valg af rygsæk lige her.
-
Regntøj eller regnslag
Vådt tøj kan være ødelæggende for din tur, og derfor er regntøj essentielt. Et regnslag kan være nok, da det kan dække både rygsæk og kroppen og samtidigt ikke fylder i rygsækken, men andre foretrækker også at have regnbukser med.
Der er masser af forskellige mærker og typer af tøj, og du kan blive godt klædt på lige her.
-
Solcreme og håndsprit
Solen skinner ofte midt i august, og derfor er solcreme vigtigt. Vi anbefaler også en hat eller kasket som beskyttelse. Derudover kan håndsprit også være rart at medbringe (man får virkelig beskidte hænder)!
-
Fleece og jakke
Det kan blive ret koldt om natten, og hvis din krop først er blevet kold, så kan det være svært at få varmen igen og dermed komme i mål. En fleecetrøje og skaljakke sikrer dig igennem natten.
-
Smartphone og powerbank
Selvom ruten er rigtig godt skiltet, er det obligatorisk at medbringe sin smartphone på en Mammutmarch, så du kan følge ruten på GPS. Derudover kan det være rart at slå hjernen fra i løbet af den lange gåtur og lytte til musik eller en god lydbog.
Det er desuden også obligatorisk at have en powerbank med, som kan lade din telefon op.
-
Pandelampe til natten
Det bliver mørkt i skoven om natten, så du skal have en pandelampe med, så du kan se, hvor du sætter dine fødder.
-
Kop & en skål
Der er kaffe og andre forfriskninger på forplejningsposterne, så en fold-ud-kop er godt givet ud.
Mange medbringer også en fold-ud-skål til at fylde snacks, slik og frugt i.
-
Camelbak
En camelbak er suveræn, så du kan drikke uden besvær, imens du går. Den er med til at gøre det nemt at få et højt væskeindtag, mens du går.
-
Flaske
Har du en sidelomme i din rygsæk, anbefaler vi, at du tager en vandflaske med, som kan indeholde elektrolytter eller sportsdrik.
-
Snacks
Snacks er en vigtig del af din Mammutmarch. De giver dig hurtigt energi og er vigtige for din ydeevne.
Inspiration kunne være gels med koffein, chokoladekiks, slik eller muslibarer. Men det vigtigste er at have noget med, som du ved, du kan lide.
Man kan forbrænde mere end 10.000 kalorier på en Mammutmarch, så man behøver ikke tænke på at holde den slanke linje.
-
Vabelplaster
Mange bliver ramt af vabler og vabelplastre kan være afgørende for, om du gennemfører eller ej. Det kan også være en god idé med almindelige plastre og sportstape. Compeed, der kan købes i Matas, har virket godt for os.
Ved hvert stop er der samaritter, som kan hjælpe dig, hvis du har problemer med vabler, hævelse eller andre smerter.
-
Vaseline eller glidecreme
Nogle kalder det for ’tjenerrøv’, og det dækker over de sår, man kan få i lysken, mellemkødet og mellem ballerne, når man går meget. Det kan virkelig gøre ondt og svie, og derfor er creme en vigtig del af din pakkeliste.
Husk også vådservietter til at vaske hænder og skridt både før og efter brug.
Hvis du har mod på at prøve kræfter med en Mammutmarch, så kan du læse mere og købe billetter her.
One thought on “Pakkeliste til Mammutmarch: Det skal du huske på dine 100 km”
Comments are closed.