Mammutmarch – Næsten 100 kilometer i smuk natur og med ømme fødder

Jeg havde i flere år været nysgerrig på, hvordan det ville være at gå en Mammutmarch: 100 kilometers vandring på maksimalt 24 timer.

2025 blev derfor året, hvor jeg for første gang prøvede kræfter med den ekstreme udfordring, og jeg må sige, at jeg blev testet på flere parametre.

Her kan I læse om min Mammutmarch 2025.

Jeg havde forberedt mig godt hjemmefra, spist en stor portion pasta – det er vigtigt med masser af kulhydrater – og pakket det nødvendige udstyr i min rygsæk. Du kan se vores liste over, hvilket udstyr vi anbefaler til en Mammutmarch her.

Jeg skulle starte min Mammutmarch klokken 15, så jeg var frisk og veludhvilet til den kraftanstrengelse, som jeg var sikker på, at det ville blive. Jeg skulle gå ruten sammen med min kæreste, og vi glædede os begge til at bevæge os ud i det ukendte.

Turen startede ved Vedbæk Strand (det gør den hvert år), som var fyldt med en blanding af glade badegæster, der solbadede og oppakkede vandreentusiaster, som skulle ud på en ekstrem gåtur.

Min kæreste og jeg var, sammen med de mange andre forventningsfulde ”mammutter”, klar til at starte og efter en kort motivationstale fra arrangørerne, blev vi sendt afsted.

En flyvende start på Mammutmarch i det naturskønne Nordsjælland

En af de ting, jeg havde glædet mig særligt til, var de smukke omgivelser, som jeg forventede ville møde os på ruten. Og vi blev bestemt ikke skuffede. 

Ruten gik for det meste gennem marker og skovområder, og man fik virkelig mulighed for at nyde den nordsjællandske natur.

Selvom man starter som en stor vandrende flok, bliver man hurtigt automatisk delt op i mindre grupper. Folk går nemlig i forskellige tempi, og du vil uden tvivl både overhale folk og blive overhalet.

Det vigtigste er, at man tager tingene i sit eget tempo. Jeg havde ikke en fornemmelse af, at min kæreste og jeg lagde for hårdt ud, men jeg kunne se på mit ur, at vi gik i et hæsblæsende tempo. Vi havde flere kilometer, som blev tilbagelagt på under 10 minutter, og vi burde måske have sat farten en anelse ned.

De første forplejningsposter på vej mod natten

Vi havde det forrygende og gik og sludrede, mens vi beundrede det flotte landskab. Efter fire timer og tyve minutter havde vi gået 24,6 kilometer og var nået frem til første forplejningspost. 

Vi fyldte vores camelbak op, fik lidt at spise og skiftede tøj. Klokken nærmede sig 20:00, og derfor var det vigtigt at få noget varmere tøj på, inden vi gik videre.

Vi fortsatte ufortrødent vores vandretur i højt humør, mens mørket langsomt overtog den nordsjællandske himmel. Selvom der kun var omtrent 14 kilometer mellem de to første forplejningsposter, var det alligevel blevet helt mørkt. 

Klokken var cirka 22:20, da vi kom til anden forplejningspost. Vi besluttede os for at spise et solidt måltid, inden vi skulle videre, men det blev starten på nedturen for min Mammutmarch.

De tre M’er: Mammutmarch, mørke og mavekramper

Vi havde medbragt frysetørret mad, da vi havde læst flere steder, at maden på forplejningsposterne ikke var noget at råbe hurra for. Det smagte godt, men det havde desværre ikke den ønskede effekt på mig.

Vi havde netop sat kursen mod forplejningspost nummer tre, da jeg kunne mærke, at noget var galt. På de første 40 kilometer kunne jeg nyde den nordsjællandske natur, mens jeg gik i et raskt tempo, men efter mit måltid på stop nummer to begyndte min mave at brokke sig.

Jeg blev ramt af voldsomme mavekramper, og jeg kæmpede hårdt for ikke at kaste op, mens jeg fortsatte på ruten (dog væsentligt langsommere). Jeg fortalte min kæreste, at hun bare skulle fortsætte, og derfor gik jeg flere gange helt alene i tusmørket, hvor vejen kun blev oplyst af min pandelampe.

Min mave fik det langsomt bedre, men i takt med, at maven var i bedring, opstod et nyt problem.

Vabler og følgeskader

Efter mine problemer med maven havde jeg sat farten ned for at sørge for, at jeg kunne komme mig.

Da jeg troede, at jeg var helt fit for fight med maven, begyndte vablerne at komme. Med cirka fem kilometer til tredje forplejningspost kunne jeg mærke, at de var begyndt at titte frem på mine hæle og tæer. 

Efter 56 kilometer var begge mine fødder blevet overtaget af grusomme og smertefulde vabler, der gjorde det svært at gå.

Jeg forsøgte selv at ordne vablerne, men måtte give fortabt. Jeg fik dem derfor behandlet af samaritter. Derefter tog jeg smertestillende piller og kæmpede mig videre gennem nattens mulm og mørke.

Min kæreste og jeg besluttede os for at gå sammen resten af turen i løbet af natten. Pillerne havde hjulpet, og jeg følte for første gang i mange timer, at jeg havde lidt medvind.

Note to self: Husk skiftesko

Efter en lang og mørk nat var solen så småt ved at stå op. Og selvom naturen sjældent er set smukkere, så kunne jeg ikke beundre den.

Effekten fra pillerne var væk, og selvom jeg tog flere, hjalp de ikke. 

Vi var cirka otte kilometer fra fjerde forplejningspost og farten var ganske langsom, fordi vi flere gange måtte tage et hvil, hvor det kunne lade sig gøre.

Ved fjerde og næstsidste forplejningspost efter 72 kilometer kom min bror forbi med snacks og klipklappere til mig. 

Jeg havde med vilje kun taget et enkelt par sko med, hvilket jeg fortrød en smule. Min kæreste havde tre par sko med og havde ikke nær så mange problemer undervejs.

Efter et kort hvil hoppede jeg i tøflerne, og vi satte kursen mod den sidste forplejningspost. Jeg havde fundet en teknik, hvor jeg nærmest luntede i min slippers, fordi det gjorde mindst ondt. Det betød dog, at jeg kunne holde min kærestes tempo.

Det gik kun godt i fem kilometer, hvorefter jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne holde det tempo. Ikke alene var mine vabler en hindring, men jeg havde også fået voldsomme smerter i min ene hofte, hvilket betød, at tempoet nu for alvor var sat ned til krybefart.

Mammutmarch 2025 endte med en svær beslutning

Jeg fik kæmpet mig hen til sidste forplejningspost efter 88 kilometer, men her måtte jeg sande, at jeg ikke kunne mere. Smerterne var blevet så store i løbet af formiddagen, at jeg måtte trække stikket.

Jeg havde gennem natten og morgenen set folk, der havde kastet håndklædet i ringen og hoppet i en taxa og sat kursen mod en dejlig blød seng. Selvom det flere gange fristede mig, var det ikke en mulighed.

Alligevel endte jeg med ikke at gennemføre, hvilket ærgrer mig meget. Jeg har stillet mig selv mange spørgsmål om, hvordan jeg kunne have grebet det anderledes an. Skulle jeg have spist tidligere ude på ruten, så jeg ikke havde fået mavekramper? Skulle jeg have trænet bedre op? Kunne jeg virkelig ikke mere, da jeg stoppede?

Mange faktorer spiller ind, men når man har været vågen i mere end 24 timer, har forbrændt næsten 10.000 kalorier og samtidig har mange smerter, så kan det være mentalt svært at tvinge sig igennem.

Men da jeg manglede 12 kilometer, gik min kæreste videre og gennemførte, hvilket er megasejt. Selvom jeg havde nogle forfærdelige timer på turen, har det også tændt en ild i mig, og jeg skal i den grad prøve kræfter med en Mammutmarch igen.

Har du også lyst til at give dig i kast med den ekstreme vandreform, så kan du læse meget mere om konceptet her.