Camino Portugues: Prøv kræfter med en alternativ caminorute
Vil du gerne gå caminoen langs kysten og i mindre befolkede områder end Camino Francés?
Så er Camino Portugues et godt valg.
Den portugisiske camino er den næstmest populære rute, men stadig mindre populær end den klassiske Camino Francés. Ruten starter i Portugal og er både geografisk og kulturelt en anden oplevelse. Vi guider dig hele vejen igennem Camino Portugues her i artiklen.
Camino Portugues fører dig langs kysten eller ind i fastlandet
Du kan starte Camino Portugues to steder: I Lissabon eller i Porto.
Begge ruter ender i Santiago de Compostela, men er meget forskellige i længden. Starter du i Lissabon, er den portugisiske camino ca. 610 km, mens ruten fra Porto kun er 240 km.
På begge ruter kan du både gå langs den portugisiske kyst eller ind i fastlandet. Det vælger du selv og begge ruter er officielle og godt skiltede.
De fleste pilgrimme vælger at gå ind i fastlandet, da der er mindre turistet end langs kysten.

Hvilken rute skal jeg vælge?
Centralruten (Central) og kystruten (da Costa) har begge noget forskelligt at byde på. I de kommende afsnit gennemgår vi de to ruter, så du kan blive klogere på, hvilken vej du har lyst til at komme til Santiago de Compostela.
Centralruten på den portugisiske camino
Centralruten er den mest populære rute på Camino Portugues, og derfor finder du også de bedste overnatningsmuligheder på den centrale rute.
Ruten, som også bare kaldes Central, består af både bjerge, sletter, skove og små landsbyer. Så hvis du ønsker et varierende terræn, er den centrale rute et godt valg.
Du skal dog have grundformen i orden, da det også er den mest krævende af de to ruter grundet dens kuperede terræn.
Kystruten på den portugisiske camino
Vil du hellere gå langs vandet i et fladere terræn, skal du vælge kystruten, også kaldet da Costa. Her går du langs Atlanterhavet og har mulighed for at bade i havet, mens du tilbagelægger dine kilometer.
Der er færre overnatningsmuligheder på kystruten, fordi den ikke er lige så populær som centralruten, men det er ikke et reelt problem, fordi flere og flere vælger at gå langs kysten i dag.
Hvorfor vælge Camino Portugues?
Camino Portugues er en populær rute, men dog langt mindre populær end Camino Francés. Derfor vil du opleve, at ruten er mindre befolket, og du får en ægte autentisk oplevelse og kan få lov til at fordybe dig, mens du vandrer.
Uanset om du vælger central- eller kystruten, får du lov til at gå i historiske byer og flotte landskaber. På den måde får du samme oplevelse som på Camino Francés.
Vælger du at gå fra Porto, skal du heller ikke bruge en måned på at tilbagelægge turen. Det kan gøres på 10-14 dage, og derfor er den portugisiske camino også en god rute til at finde ud af, om caminovandring er noget for dig.
Hvad kommer jeg forbi på den portugisiske camino?
Der er masser af seværdigheder på Camino Portugues og flere af dem er på UNESCO’s verdensarvliste.
Starter du i Porto, kan du starte din vandretur med at udforske havnebyen, som har flere smukke bygninger, en gammel bydel og mange kulinariske muligheder.
Særligt muligheden for at få en god gastronomisk oplevelse er stor på den portugisiske camino, hvor du finder mange kulinariske perler. Da du går tæt på vandet, er specielt fisk en stor del af menukortet.

Hvor lang tid skal jeg sætte af til turen?
Går du fra Porto, kan du tilbagelægge Camino Portugues på ca. 10-14 dage, mens det tager en 20-25 dage, hvis du starter i Lissabon og går gennem det portugisiske landskab.
Begge ruter kan noget, og hvis du vælger den lange rute fra Lissabon, kommer du til at krydse Porto-ruten på den sidste del af turen.
Mange vælger at starte i Porto, hvis de ikke har mere end et par ugers fri. Det er også en oplagt måde at finde ud af, om en længere tur som Camino Francés ville være noget for dig.
Fordele og ulemper ved at gå Camino Portugues
Den portugisiske camino er en flot og god alternativ rute til den franske camino. Men som med alle andre ruter er der både fordele og ulemper ved at vælge Camino Portugues.
Fordele ved at gå Camino Portugues
- Mindre turistet end den klassiske camino
- Smuk natur og gode kulinariske muligheder
- Lettere terræn end f.eks. Camino Francés eller Camino Primitivo
- Kan tilbagelægges på kort tid ved at starte i Porto – ideelt til begyndere
Ulemper ved at gå Camino Portugues
- Flere asfalterede strækninger
- Færre overnatningsmuligheder – dog uden at det er et problem
- Mindre socialt fællesskab end på Camino Francés