Camino Francés: Vores guide til den klassiske caminorute

13. oktober 2025 · af · 8 min. læsetid

Vil du gerne gå den klassiske caminorute, og ruten som bare beskrives som “caminoen”? Så skal du gå Camino Francés.

Camino Francés kaldes også den franske rute og er den mest populære af alle caminoruter. Den strækker fra Saint Jean de-Port i det franske grænseland og slutter i pilgrimsbyen Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien.

Ruten er på UNESCO’s verdensarvsliste og har stor kulturel og religiøs betydning. Hvert år vandrer op mod næsten 500.000 mennesker caminoen – alle med hver deres formål.

Her kan du læse alt, du skal vide om Camino Francés. Vi kommer forbi ruten, forplejning, etaper, og hvornår det er bedst at gå den franske camino.

Caminoen er en smuk, lang rute gennem det nordvestlige Spanien

Camino Francés er ca. 775 km lang og starter i den franske by Saint Jean de-Port, tæt på den spanske grænse. Herfra bevæger du dig over Pyrenæerne og vestpå, indtil du når Santiago de Compostela.

Ruten er officielt inddelt i etaper, som hver har en længde på mellem 18-37 km, men du kan gå caminoen i dit eget tempo – det er noget af det, der tiltrækker folk. Turen er din egen og kun på dine præmisser.

Der er masser af muligheder for at overnatte på ruten, og derfor kan du også tilrettelægge den, som du vil. Vi har skrevet et afsnit om overnatnings- og indkøbsmuligheder længere nede i artiklen.

Den første del af caminoen er hård, fordi du skal over Napoloenpasset i Pyrenæerne. Har du ikke lyst til at vandre i bjerge eller føler dig i fysisk god nok form, kan du starte din tur i Pamplona på den anden side af bjergkæden. Så undgår du det hårdeste stykke af ruten.

Camino Francés er en af de længste caminoruter, og vi anbefaler, at du sætter mindst en måned af til turen – og også gerne længere tid. Det giver dig frihed til at holde hviledage og gå turen i dit eget tempo.

Har du ikke så meget tid, kan du overveje Camino Portugues, som kan tilbagelægges på 10-14 dage, hvis du starter i Porto.

Hvem møder du på den franske camino?

Camino Francés er en vandretur for alle.

Du kan sagtens gå turen alene – det vælger mange at gøre for at udfordre dem selv, finde ro eller tage på eventyr i sit eget selskab.

På ruten vil du altid kunne finde en at følges med, og du vil også opleve at overnatte i sovesale med andre pilgrimme.

Oprindeligt var caminoen en religiøs rute, hvor pilgrimme kom til Santiago de Compostela for at få frelse. I dag har ruten stadig stor kulturel og religiøs betydning, men tilbagelægges af alle typer mennesker.

Mange går i dag på caminoen for at udfordre sig selv, komme ud i naturen og få et uforglemmeligt eventyr.

Ruten, byerne og seværdighederne på Camino Francés

Caminoen er inddelt i etaper. Vi vil ikke gennemgå dem alle slavisk, da vi anbefaler, at du tager turen i dit eget tempo.

I stedet vil vi gennemgå nogle af de områder, du vandrer i. Vi har inddelt de knap 800 km i fire geografiske områder.

1. Pyrenæerne (1-2 dage)

Du starter Camino Francés i et kuperet terræn, og den første dag er den franske caminos hårdeste. Her skal du op over Napoleonpasset i Pyrenæerne i ca. 1400 meters højde. Turen er omkring 25 km, hvis man følger den officielle etape, og du kommer forbi både bjergstier, skove og enge.

Til gengæld er etapen anstrengelserne værd, da du bliver belønnet med flotte udsigter og smukke landsbyer.

Ved etapens slutning kommer du til Roncesvalles, som har et kloster, hvor pilgrimme har sovet i hundredvis af år. Her vil du også opleve meget trafik, fordi alle pilgrimme stopper her. Så det er en god idé at booke et hotel eller herberg i forvejen.

Det er dog ikke svært at finde et sted at overnatte i hverken St. Jean-Pied de-Port eller Roncesvalles. Der er masser af albergues, spanske herberger, som du kan overnatte på.

Vejret kan skifte hurtigt i Pyrenæerne, så husk både regnjakke/poncho og varmt tøj, hvis der kommer vind og kraftig regn.

2. Navarra & La Rioja (5-7 dage)

Efter den hårde start i Pyrenæerne går Camino Francés ind i sin anden fase i Navarra og La Rioja-områderne. Terrænet er ikke fladt, men mindre krævende end den hårde start i Pyrenæerne.

Du kommer forbi den smukke by Pamplona og den charmerende middelalderby Estella, mens du begiver dig vestpå.

Alt efter dit tempo, vil du vandre i dette område i omkring en uge, inden du kommer til Mesetaen.

Under din vandring i Navarra vil du gå forbi både kirker, klostre og andre flotte kulturelle og religiøse bygninger.

Hele Camino Francés har gode overnatningsmuligheder af alle typer, og det gælder også etaperne i Navarra og La Rioja, hvor du både finder herberger, private overnatningsmuligheder og hoteller.

3. Mesetaen: Castilien og León (10-15 dage)

Når du har vandret forbi de mange vinmarker i Navarra og La Rioja, kommer du til Mesetaen og regionen Castilien og Léon. Her skal du gå den længste del af caminoen.

Castilien og León er den største region på Camino Francés, og du vil bruge omkring et par uger i området.

Turen går forbi Mesetaen, som er det spanske højland. Her finder du sletter og flade landskaber, som kan være mentalt krævende at gå i, da de er lange og monotone. Men det er også en strækning, som giver dig en særlig form for ro.

Når du har passeret León begynder terrænet igen at blive kuperet – der er især bjergrigt omkring O Cebreiro, som ligger i Galicien, som du kan læse om i afsnittet herunder.

På denne strækning kommer du forbi historiske og kendte spanske byer som Burgos og León. Især bør du ikke snyde dig selv for at se den smukke katedral i Burgos.

Overnatning bliver ikke et problem og næsten alle små byer har et herberg, hvor du kan overnatte sammen med andre pilgrimme. I de større byer kan du også finde hoteller eller private overnatningsmuligheder.

4. Galicien (6-8 dage)

Den sidste del af Camino Francés skal du vandre i Galicien. Området er mere kuperet end Mesetaen, og du vil opleve en afslappet stemning og måske møde pilgrimme, der er ved at have en smule ondt i fødderne.

O Cebreiro er en rigtig bjerglandsby og et smukt stop på din rejse. Byen er en klassisk pilgrimsby, hvor mange pilgrimme gør stop, og du bør gøre det samme.

I Galicien kommer du til sidst til målbyen Santiago de Compostela og den store katedral i byen. Et symbolsk på at din caminorejse nu er slut.

Hvornår er det bedst at gå Camino Francés?

Vi anbefaler, at du går caminoen i foråret eller i efteråret. Sommermånederen er bagende varme, men hvis du ikke har noget imod at gå i op imod 40 graders varme, er juni, juli og august også muligheder.

Varmen betyder også, at de fleste går Camino Francés i marts-maj eller september-november. Her er vejret stadig godt, men varmen er ikke ulidelig.

Det er også i de perioder, hvor der er flest pilgrimme på stierne og herbergerne, og det skal du selvfølgelig være indstillet på. Vi synes dog en stor del af at gå caminoen også er at falde i snak med andre på din vej.

Nogle herberger kan have lukket om vinteren, hvis du overvejer at gå caminoen der. Det kan sagtens lade sig gøre, men det er selvfølgelig noget, du skal have i tankerne, når du planlægger din tur.

Camino Francés er den bedst skiltede rute og den med flest overnatningsmuligheder, og derfor er det også den caminorute, som du bedst kan gå hele året.

Du skal have et pilgrimspas, som bliver stemplet på de steder, du overnatter. Du kan bestille dit det på forhånd lige her.

Fordele og ulemper ved at gå Camino Francés

Der er både fordele og ulemper ved at gå Camino Francés sammenholdt med de andre ruter. Dog synes vi, at det er den oplagte rute at starte med grundet dens skiltning, gode overnatningsmuligheder, varierende terræn og mange seværdigheder.

Fordele ved at gå Camino Francés

  • Den bedst markerede rute
  • Masser af socialt liv
  • Gode overnatningsmuligheder på både hotel og herberg
  • Varierende terræn

Ulemper ved at gå Camino Francés

  • Kan være overbefolket i højsæsonen
  • Har præg af turisme og giver måske ikke samme ro som de andre ruter
Del artiklen: Facebook X LinkedIn Mail
Jakob
Jakob er en erfaren vandrer, der elsker at komme ud på tur og berette om sine oplevelser. Her på Hikinglife.dk deler han sine erfaringer, skriver guides og giver tips til, hvordan du kan få en fed oplevelse i naturen.
Se alle indlæg fra forfatteren

One thought on “Camino Francés: Vores guide til den klassiske caminorute

Comments are closed.